onsdag den 28. august 2013

Tante Grøn - eller.... stå aldrig til søs....

Ak, jeg skulle nok aldrig være taget til Mors og lade mig udsætte for botanik-bombardementet i Tante Grøns have. Som de siger: stå aldrig til søs - lad de andre stå

Kastede lige et blik rundt i haven, da vi kom hjem -  og Gudfrimigvel, hvor har vi meget græsplæne, det går da virkelig ikke, der kunne være så meget andet


...(første og måske sidste trin) bliver en beskeden lille - (overgartneren bliver så træt i ansigtet når der tales om flere bede i græsplænen) - udvidelse i begge sider af bedet ved vores "sommerresidens" under Paradisæbletræet.....  (Haveslangerne viser første udkast til ideen)
Man kan se på lyset på dette og det forgående billede at det
blev aften, før jeg havde bestemt mig (turde)
...desværre er der tørt og temmelig skyggefuldt (det sidste er netop grunden til, at vi sidder dér når solen stråler)..... og jeg vil have en Pinky Winky og en gruppe af hvid broget Hosta og hvide solhatte og pinseliljer - i hver side (symmetri, om jeg må be´)..... meeen solhatte og skygge.... man kan jo ligefrem høre at det ikke passer sammen.
Den runde "pupil" i øjebedet er en lille afgrænset skyggeopholdsplads (sommerresidensen), det kunne være greit om jeg kunne sætte en lille buskbom hæk rundt om bed og "pupil", men DET er der altså ikke plads til - når Pinky Winky og de andre skal være der (+ plads til græsklipperens hjul)    :)
                                                          ................
Og så et billede af et "nyt" par, der har fundet sammen i min potager..... Ridder Turkis og dame Hewitt

mandag den 26. august 2013

Havebesøg

Rigtig gættet, jeg har været på Mors og benyttet mig af chancen for at se Tante Grøn's have. I har selvfølgelig alle sammen set masser af billeder fra den skønne og med rette, berømte have, så jeg begrænser mig til et par stykker....
dejlig sensommer stemning ved en af de mange dejlige siddepladser
... og smagfulde dekorationer omkring et hvert hjørne
.... skønne blomster i hjerteknusende rustne stativer
(der var en del af dem, (nå ja, faktisk alle sammen) der gerne måtte stå i min have)
og en hel klar stemning af sød og venlig omtanke overfor dyr og mennesker

Tak til Tante Grøn :)

onsdag den 21. august 2013

Mindekarret

Jeg er "tosset" med rustne bålfade i haven - jeg havde to - nu har jeg tre - et med månelandskab (det forreste på billedet ovenfor) - et med timian og klokkeblomster i køkkenhaven - og nu -  voila - et med vand.   Vi har malet det lyseblåt indvendigt, for at vandet ikke skal blive rustent...
... men ak, det blev MEGET lyseblåt, det tiltrækker sig al for meget opmærksomhed, kedeligt - inden i mit hoved så det fantastisk ud, nærmest som middelhavet på en dejlig dag..... Mon vi skal male det om......


.... her er et billede af timianfadet (fortolkning og miniudgave af fad med løveunderstel fra Sissinghurst)

SENERE TILFØJELSE


selvfølgelig blev fadet malet sort .... og hvor var det dog meget bedre.

Fadet hedder Mindekarret fordi det er lige så spejlblankt som min hukommelse   :-)

søndag den 18. august 2013

Garden Living Fair Hillerød

Garden Living Fair i Hillerød. Det blev tørvejr netop som vi ankom, og jeg fik købt lige præcis de ting jeg håbede at jeg kunne finde - en Perovskia, rosarøde Staudesalvier og en sommerfugl til en af mine sølle Clematisser....måske kan det opmuntre den, med et fint stativ.  
Det er lidt en skam, men der er ligesom færre udstillere i år, end til at begynde med, jeg synes ellers at det er den perfekte ramme om en stor Sjællandsk have udstilling.... måske er det for dyrt for udstillerne at deltage i forhold til det de kan sælge..... pengene ligger nok dybt i lommerne hos de besøgende.  Jeg håber at arrangørerne vil lægge hovederne i blød og finde en måde, hvorpå det igen bliver attraktivt for udstillerne og et tilløbsstykke for gæsterne, vi fortjener vores eget Hampton Court Flower Show  :)  :)  :)
Salvia Nem. Sensation Deep Rose på plads i purpurbedet
(bedet hedder altså egentlig ikke noget, hi hi)
Perovskia Atrip. Little Spire placeret i Lavendelbedet
og sommerfuglen dekoreret med Clematis'sen

Bare lige for at jeg selv kan huske det, så hedder denne rosa Salvie
'Salvia Rose Oueen' Tak til min ven Rita for den.


Når jeg selv skal sige det, så synes jeg faktisk at bedet er rigtig pænt med disse Salvie-tilføjelser.

fredag den 16. august 2013

Sensommer

Ingen billeder fra min elskede Potager i dag, afgrøderne er ved at blive spist op af grønne larver - og jeg bruger det meste af havetiden på at dræbe de små utysker
- men ellers er der lutter glæde over, at der stadig er flest solrige og lune dage - så derfor flag fra drivhuset med alle de mange næsten modne vindruer
De ovenfor omtalte små grådige grønne er skyld i at blomsterstolesædet er blevet ompolstret  fra Landløbere til Asters

I weekenden er der så Garden Living Fair i Hillerød, jeg håber at det holder tørvejr, og at jeg får mulighed for at hjembringe endnu en Perovskia og måske et par røde Staude Salvie til at supplere sensommerbeplantningen. 

søndag den 11. august 2013

TIVOLI

Følgende billeder er IKKE fra min have

Når vi når denne tid på året er der lidt afmatning i mine blomsterbede, jeg har i de sidste par år sat PerovskiaSkjolddrager, Solhat og Spydverbena i bedene for at lyse op, og det har også hjulpet (der er bare ikke nok af dem), problemet er, at der jo også skal være plads til de stauder og to-årige som blomstrer tidligere på sæsonen. 
I dag har vi så været en tur i Tivoli for at få lidt yderligere inspiration - og der var faktisk flere gode ideer, som jeg kunne bruge - bemærk især det sidste billede i rækken - 
--  kig med, eller endnu bedre - tag en tur i Tivoli og nyd blomsterne live  :) 
Tivoli Parterrehaven
Tivoli Parterrehaven
Tivoli Parterrehaven
Tivoli Parterrehaven
Tivoli Parterrehaven
Tivoli - ved Glassalen
Tivoli - Haveanlægget ved boblespringvandet
Tivoli - Haveanlægget ved boblespringvandet
Denne sammensætning af Chokoladeblomst og Hvid Påfugl, overvejer jeg at kopiere :)

søndag den 4. august 2013

Som holdt oppe af en usynlig hånd

Min Perovskia har det med at vælte ud til siderne, og da jeg er en gammel fru forhenværende bogholderinde, så går sådan en uorden jo selvfølgelig ikke. Heldigvis kan man her i blogland finde råd for alting, og jeg kom i tanke om, at jeg har set en opbindings-metode (ganske vist til Allium) som jeg synes er helt genial. En jernpind ombindes med et antal ender ståltråd med en lille ombuk i enden, hvori stænglen på den plante man ønsker at holde opret sættes ind - og hokus krokus, det hele står fint og nydeligt og næsten usynligt.

Faktisk så usynligt, at jeg måtte lede i "Ikke i brug tings skuffen", hvor jeg fandt et gammelt metal æg og en ditto sommerfugl som overgartneren behændigt påmonterede jernpinden

oh, som det tager sig blændende godt ud  :)  :)  og ingen øjenskader ved lugning - højest en bule i panden :)
Overgartneren satte et stykke ledning yderst på ståltråden så gribekloen ikke skader planten

Desværre kan jeg ikke huske hvor jeg så ideen, ærgerligt, for jeg ville gerne give æren til den - den tilkommer, giv endelig lyd, hvis du ved hvem der er ophavsmand til ideen - så sætter jeg fluks en henvisning på indlægget her.   

Tilføjelse:
Tak til Lise Sørensen for at hjælpe min hukommelse på vej, ja selvfølgelig var det på Claus Dalbys blog at jeg så det - her er link til CD's indlæg

torsdag den 1. august 2013

Orange


Synes jeg trængte til et orange billede på min blog...... så derfor - årets sidste liljer